where the wild things are

i går var jeg til en ualmindeligt kedelig forelæsning. ét husker jeg dog, da vores forelæser midt i sin snak om natur//kultur i forhold til hvordan man placerer sten i landskabet, begyndte at snakke om barndom og kreativitet. om alle de vilde følelser, man som barn oplever, men ikke ved hvordan, man skal forholde sig til, at det er dem, der senere i livet bliver til det, som er grundlag for al kreativitet... især i forhold til landskabsarkitektur, da man som ungt individ føler sig som en del af verden, før naturen bliver til noget, der står i modsætning til kulturen. om hvordan man kan gå i ét med sin situation, skoven, rummet, alt. jeg ved ikke helt, om han har ret, men det føltes bare helt rigtigt.

derfor glæder jeg mig helt vildt til, jeg i aften skal hjem og se 'where the wild things are', som handler om ---netop det. jeg håber, den bliver ligeså fantastisk, som alle går og siger, den er.